Analsex

Hvad taler vi om?

Analsex er sex, som involverer røven. Du kan for eksempel bruge munden, tungen, fingre, dildoer eller pikken ved analsex. Når vi skriver om analsex her, mener vi både sex, der involverer stimulering af området omkring røvhullet, samt penetrering – altså at trænge ind i røven. For mange er analsex en skøn del af sex, som både er fræk, og skaber stor nydelse. For nogle kræver det tid og øvelse at nyde analsex, da analsex kan føles intenst, især hvis man ikke har prøvet det før.

Hvorfor er det godt?

I og omkring røvhullet sidder en masse nerver, som mange tænder på at få berørt. Du kan også stimulere klitoris og skeden ved analsex, fordi væggen der adskiller endetarmen og skeden er meget tynd. Nogle synes derfor, at det er lækkert og intenst at få stimuleret både skeden og røven på samme tid, mens nogle synes at det er for intenst. Hvis du eller din partner har en prostata, kan nydelsen ved analsex forstærkes, fordi prostataen virker som et slags nervecenter. Den letteste måde at stimulere den følsomme prostata er netop ved analsex, gennem endetarmsvæggen. De fleste transkvinder og cismænd har en prostata. Endetarmen har elastiske slimhinder, er varm, og har stærke muskler. Derfor kan det være rigtig lækkert at knalde en anden i røven, da det både er varmt, glat og intenst for eksempelvis en hånd, tunge eller dildo.

Hvordan kan det gøres?

På grund af de mange nerver i og omkring røven, kan det være overvældende eller måske smertefuldt, når røven stimuleres. Musklerne i røven skal også gøres "klar" til, at tage imod fingre, dildo, buttplug eller en pik, ellers kan det gøre ondt. Derfor er det vigtigt at du og dine partnere kommunikerer tydeligt, er forsigtige i starten, og bruger rigeligt glidecreme.

Du kan 'varme' røven op ved at massere åbningen med fingrene, eller du kan rimme; altså kysse og slikke røvhullet. Det stimulerer røvens nerver og muskler, før du eventuelt begynder at indføre fingre eller sexlegetøj.

Husk glidecreme

Røven producerer ikke selv noget glidemiddel, og det kan gøre ondt eller give rifter i røven, hvis områderne er helt tørre. Derfor kan du med fordel benytte rigeligt med vandbaseret eller silikonebaseret glidecreme, når røven skal omslutte f.eks. fingre, butt plug eller en dildo. Smør også glidecreme rundt omkring endetarmsåbningen og lige inden for åbningen.

Lyt til kroppen

Træng ind stille og roligt. Stik ikke hele fingre eller en hel butt plug eller dildo ind på en gang, men lidt af gangen. Lad den person, der lægger røv til, bestemme tempoet for at vænne sig til følelsen. For nogle vil det være dejligt at fingre eller dildoen holder sig i ro inde i røven, mens andre foretrækker en rytmisk bevægelse. Prøv jer frem for at finde ud af, hvad der føles godt.

Hverken åbningen eller selve endetarmen – som er 15-20 centimeter lang – tager skade ved analsex, hvor man lytter til kroppen og benytter masser af glidecreme. Der er altså ikke risiko for, at din endetarmsåbning bliver slidt, slap eller springer, fordi du har fingre eller sexlegetøj i røven.

Der kan opstå smerter, skader og hæmorider, hvis I går for hurtigt frem, anvender vold, eller fører for store ting op. Lyt derfor til din egen og dine partneres kroppe og tag eventuelt en pause, hvis det gør ondt. Træk vejret, slap af i musklerne og giv dig selv tid til at mærke efter, hvad der føles godt. For nogle vil stimulering af selve åbningen være intenst og nydelse nok. For andre vil det, med lidt øvelse og tid, være rigtig lækkert med en eller anden form for penetration.

Udskylning

Nogen kan godt lide at "skylle ud", inden de dyrker analsex. Udskylning betyder, at du sprøjter vand op i endetarmen, som du skyller ud igen på toilettet. Du kan købe et brusehoved til bruseslangen, som er lavet til at skylle ud med, så du ikke beskadiger din endetarm. Udskylning er ikke nødvendigt for at dyrke analsex. Dog kan det føles rart at gå på toilettet inden sex for at komme af med eventuel afføring.

Analsex og sexsygdomme

Det er særlig vigtigt med god hygiejne ved analsex, fordi der findes mange bakterier fra afføring i og omkring røven. Brug gerne beskyttelse, som handsker eller kondomer. Skift altid handsker eller kondom, hvis du har sex i flere forskellige kropsåbninger med fingre eller en dildo, for eksempel hvis du skifter mellem mund, vagina og røv. Husk også almindelig god hygiejne, som at vaske hænder inden og efter sex. Ved rimming – oralsex i røven – kan du bruge en slikkelap for at forhindre smitte med bakterier eller vira til eller fra røv og mund