Kondomer kan være en god, nem og billig beskyttelse mod både de fleste sexsygdomme og uønsket graviditet.
Hvad er kondomer?
Kondomet er en såkaldt ’barrierebeskyttelse’, altså en beskyttelsesform, der sikrer, at man ikke deler sekreter, sæd, blod eller andet ved penetrationssex med enten enten fingre, hånd, dildo eller penis. Kondomer er oftest lavet af enten latex eller polyuretan og fås i mange forskellige størrelser og udgaver.
Hvordan beskytter kondomet?
Langt de fleste sexsygdomme, som f.eks. hiv og klamydia, smitter ved kontakt mellem slimhinder eller kontakt mellem slimhinder og kropsvæsker som f.eks. sæd og blod. Der sidder slimhinder mange steder på kroppen f.eks. i vagina, på penis, i røven og i munden.
Bruger du kondom ved visse typer sex, forhindrer det kontakten mellem dine og dine partneres slimhinder og kropsvæsker, og på den måde beskytter kondomet mod sexsygdomme, der smitter gennem slimhinder eller via kropsvæsker.
Der findes også en række sexsygdomme som eksempelvis kønsvorter eller kondylomer, der smitter via hudkontakt. Dem beskytter kondomet kun der, hvor kondomet dækker din hud. Hvis du vil vide mere om, hvordan du beskytter dig mod sexsygdomme, der smitter via hudkontakt, kan du læse mere om kønsvorter, HPV og herpes.
Hvilket kondom skal du vælge?
Man kan få kondomer i alle tænkelige farver, med riller, dupper, med smag og endda selvlysende. Et kondoms udformning har ingen betydning for dets sikkerhed, da det vigtigste her er størrelsen. Derfor er det vigtigt, at det kondom, som du bruger, passer til det, som du skal bruge det til.
Du kan bruge kondomer på dine fingre og hænder, men skal være opmærksom på, at kondomet ikke glider af under sex eller revner. Du kan også bruge kondom på en dildo eller buttplug, og igen er det vigtigt, at kondomet passer i størrelsen og ikke glider af undervejs.
Hvis du har en penis, og bruger kondomet på den, føles det bedst, hvis kondomet passer præcist. Her er det vigtig at være opmærksom på, at det er tykkelsen af din penis, der er vigtig, og ikke længden.
Undgå smitte
Det er vigtigt at skifte kondom, hvis fingre, dildo eller penis skifter fra en person til en anden, eller fra et sted på kroppen til et andet, fx vaginalt til analt og omvendt.
Du kan også klippe et kondom op og bruge det som en slikkelap. Du klipper først spidsen af kondomet, og herefter klipper du over på langs. Det betyder, at du får et firkantet stykke latex, som du kan bruge som en barriere ved oralsex.