Kan du forberede dig på sex?

Ja! Her er fem gode råd til dig, der skal have sex og ikke har så meget erfaring.

 

1. Lær din egen krop at kende

Det bedste tip til at have bedre sex er at lære din egen krop at kende. Mærk efter, hvad du kan lide og værdsæt det. Lyst og nydelse er positivt. Når du ved hvad du selv kan lide, og ikke kan lide, har du langt bedre mulighed for at nyde, slappe af og tage imod, når andre rører ved dig.   

 

2. Genopfrisk din seksualundervisning

Selv om du sikkert har fået seksualundervisning på et tidspunkt i livet, kan det være en god idé at genopfriske den. Både i forhold til stillinger, sikrere sex og kommunikation. Sex mellem kvinder, queers, ikke-binære og transpersoner bliver sjældent nævnt i almindelig seksualundervisning, så det er helt forståeligt, hvis du synes, det er svært at huske noget brugbart. Der er flere gode bøger at starte med:

“Girl Sex 101“ af Allison Moon er nem at læse, har masser af tegninger og giver en god indføring i alt fra anatomi til samtykke og lyst. Den er inkluderende over for transpersoner og ikke-binære personer.

“The Whole Lesbian Sex Book: A Passionate Guide For All Of Us” har også fine guides til sex og er rettet mod lesbiske.

Du kan også få inspiration her på sitet under sex.

 

3. Fordyb dig i anatomi og teknik

Husk at teknik først og fremmest læres ved rent faktisk at have sex. Alle mennesker er forskellige og kan lide forskellige slags berøringer og former for sex.

I forlængelse af din seksualundervisning kan du fordybe dig i både anatomi og teknik. Der findes masser af gode tips på nettet. www.omgyes.com/ er et site, som deler kvinders erfaringer med seksuel nydelse. Den indeholder udførlige guides, og du kan endda downloade en app til din mobil, hvor du øver forskellige teknikker til at stimulere klitoris og vulva. En del af sitet er tilgængeligt uden betaling.

Derudover indeholder ovenstående bøger også beskrivelser af anatomi.

 

4. Husk, orgasmer er ikke alt

Nogle mennesker får orgasme meget nemt. Andre, som du kommer til at have sex med, har måske aldrig fået en orgasme og ved heller ikke nødvendigvis selv, hvad der skal til. Det er helt almindeligt at tænke; ‘hvis bare min partner får orgasme, er det god sex. Og ellers er der noget galt.’ Men hvad der er god sex er individuelt, og kun dig og dem, som du har sex med, kan definere, om jeres sex er nydelsesfuldt, frækt og godt.   

Fokuser på at gøre noget dejligt for din partner. Spørg for eksempel: Kan du bedst lide det sådan her – eller sådan her? Skal jeg gøre det hårdere eller blidere? Du kan også spørge: Har du lyst til at vise mig, hvad du kan lide?  

 

5. Nyd det, når du har sex

Det kan være ret sexet, hvis du viser, hvor meget du nyder at have sex. Nydelse skaber ofte mere nydelse. Når noget føles godt, så giv udtryk for det. Så er det også nemmere for dine partnere at aflæse dig.