Hepatitis C

Hepatitis C er en alvorlig leversygdom, der kan smitte ved sex.  Den er i langt de flestes tilfælde en kronisk sygdom. Smitte ved sex mellem kvinder er ikke registreret.

Hvad er hepatitis C

Hepatitis kaldes også smitsom leverbetændelse. Der findes tre forskellige hepatitisvira; A, B eller C. Hepatitis C er den mest alvorlige. Alle former for hepatitis er leversygdomme, der kan smitte ved sex.

 

Sådan smitter hepatitis C

Hepatitis C smitter gennem blod. Derfor er der en risiko for smitte ved analsex med en penis uden kondom og ved andre former for sex, hvor der er risiko for udveksling af blod.

 

Sådan beskytter du dig mod hepatitis C

Desværre kan du ikke blive vaccineret mod hepatitis C. Men du kan tage nogle enkle forholdsregler:

Brug kondom og glidecreme, hvis du har analsex med en partner med en penis, eller hvis du selv har en penis, og skift kondom ved flere sexpartnere.

Brug handske og glidecreme ved fisting, og skift handske ved flere partnere.

Brug kun rengjorte dildoer, eller sæt nyt kondom på, hvis dildoen skal bruges på forskellige personer.

Brug kun nye sterile kanyler eller dit eget snifferør, hvis du tager stoffer. Del ikke kanyler eller snifferør med andre.

 

 Symptomer på hepatitis C

Akut hepatitis C bryder ud 1-6 måneder efter smittetidspunktet. 9 ud af 10 får ingen symptomer. Symptomer kan være madlede, kvalme, træthed, muskel- og ledsmerter samt let feber. Derudover kan huden og det hvide i øjnene få en gullig farve, urinen kan blive mørkere og afføringen lysere. En akut hepatitis C infektion varer oftest 2 til 8 uger.

Hvis ikke kroppen af sig selv har bekæmpet hepatitis C-virus i løbet af nogle måneder, kalder man infektionen for kronisk. 7 ud af 10 smittede udvikler kronisk hepatitis C. Det kan betyde, at man aldrig slipper af med sygdommen.

Den kroniske infektion gør skade på leveren. I første omgang som en mild påvirkning, men det kan udvikle sig til at blive mere alvorligt, efterhånden som leveren bliver mere og mere påvirket af infektionen. Der dannes arvæv, som gør, at leveren får sværere ved at fungere og udvikler fibrose, hvilket vil sige, at leveren omdannes til bindevæv, der ikke fungerer.

Uden behandling vil ca. 20% af alle med kronisk hepatitis C udvikle skrumpelever – en alvorlig form for leverskade, der kan udvikles i løbet af 20-30 år med kronisk infektion. Herefter er der en risiko på 1% - 4% per år for udvikling af leverkræft.

 

Test for hepatitis C

Lægen undersøger dig for hepatitis C ved en blodprøve.

 

Behandling af hepatitis C

Personer med en akut hepatitis C infektion kan med en ny behandling få fjernet virus helt i 95-100 % af tilfældene. Dette tilbydes dog på nuværende tidspunkt udelukkende til leversyge personer i Danmark, da prisen på behandlingen er meget høj.  

Selvom du bliver rask, opnår du ikke immunitet over for hepatitis C, og kan blive smittet igen.