Slikkelapper

Slikkelappen er en barriere, der beskytter mod smitte med sexsygdomme. En barriere er en beskyttelsesform, der sikrer, at man ikke deler sekreter, blod eller andet, når man har oralsex, enten vaginalt eller analt. Slikkelapper er firkantede og er lavet af latex ligesom kondomer.

Hvordan bruger jeg slikkelappen?

Du ligger slikkelappen på det sted, du slikker, for eksempel hen over vulva eller anus. Det kan være en god idé at smøre glidecreme på den side, der vender ind mod kroppen, da det øger følsomheden. Slikkelappen skal holdes fast med begge hænder, og det betyder selvfølgelig, at jeres bevægelsesfrihed nedsættes lidt. Personen, der bliver slikket, kan også selv holde slikkelappen på plads.

 

 

Hvorfor skal jeg bruge en slikkelap?

Slikkelappen beskytter imod, at I smitter hinanden med sexsygdomme ved oralsex. Du kan godt være være smittet med en sexsygdom i munden, uden at du selv ved det. Det gælder især for HPV, kønsvorter, herpes (forkølelsessår), gonoré og i sjældne tilfælde syfilis.

Sexsygdomme kan også smitte fra vagina til mund. Ved rimming, altså oralsex analt, kan man desuden smitte hinanden med hepatitis A. Hvis du får blod i munden under oralsex og har rifter i munden, kan du i meget sjældne tilfælde blive smittet med HIV. De fleste sexsygdomme smitter i mindre grad ved oralsex end ved andre typer sex, for eksempel sex med fingre, hænder, dildo og penis. .

 

Hvor finder jeg slikkelapper?

Slikkelapper er desværre ikke specielt udbredte i danske butikker, og er desværre også dyrere end eksempelvis kondomer. Du kan købe dem online, i nogle sexbutikker og på nogle apoteker. På engelsk hedder slikkelapper ‘dental dams’. Det er en god idé at købe den slags der er lavet til brug ved sex, og ikke dem til tandlægebrug, hvis det er muligt.

 

Lav en slikkelap af et kondom

Du kan lave dine egne slikkelapper ved at klippe enden af et kondom, og derefter klippe kondomet op på den lange ende. Du kan også bruge husholdningsfilm, men vær opmærksom på, ikke at bruge den type der kan komme i mikrobølgeovnen (- den type har nemlig små huller).