Alle har forskellige grænser. Når du har sex, er det vigtigt, at du mærker efter, hvordan du selv har det og respekterer både dine egne og andres grænser.
Hvad er grænser?
Grænser handler om, hvad du har lyst til, og hvad du ikke har lyst til. Nogen har klare grænser for bestemte seksuelle aktiviteter som de ikke har lyst til, mens andre aktiviteter måske er til forhandling. Nogen vil gerne udforske og overskride deres grænser. Der kan også være nogle ting, som man gerne vil gøre med en bestemt partner, men ikke med andre, eller ting som man gerne vil gøre i nogle situationer, men ikke i andre. Dine grænser kan også ændre sig fra dag til dag, og være afhængigt af humør.
Undersøg dine egne grænser
Du kan undersøge dine egne grænser ved at onanere eller på anden måde udforske din krop, og hvad der tænder dig. Lær din egen krop at kende løbende og læg mærke til, at dine grænser ind i mellem ændrer sig. Ved at se porno eller læse erotiske tekster, kan du også undersøge, hvad du tænder på.
Det kan være positivt og befriende at afprøve sine grænser, for eksempel ved at udleve en sexfantasi alene eller sammen med andre.
Snak om grænser og kropslige signaler
Det kan sagtens være frækt at tale om grænser - både før, under og efter, at I har sex. Det øger chancerne for tilfredsstillende sex, hvis I sætter ord på, hvad I tænder på og ikke har lyst til.
Hvis du ikke kan lide at snakke om sex og grænser, kan det være svært at undgå overskride partneres grænser. Her må du aflæse deres kropssignaler. Det kan være forskelligt, hvad vi gør, når vi er tændt. Gode tegn kan være, at din partner er initiativrig, nærværende, stønner, smiler, holder øjenkontakten og rører ved dig.
Hvor går grænsen?
Signaler om at ens grænser bliver overtrådt kommer i mange former. Det kan være et direkte "nej" eller "stop", men også, at man bliver anspændt i kroppen, stille, søvnig, eller at man vender ansigtet bort. Vær derfor opmærksom på de signaler du eller dine partnere sender. Træn dig selv i at sige "nej", men også i at lytte, og dermed blive god til at håndtere når andre siger "nej".
Hvis du er i tvivl om de signaler din partner sender dig, så spørg om du skal stoppe eller fortsætte. Det kan også være en god idé at holde en pause eller sætte tempoet ned. Husk at stille spørgsmål så din partner har mulighed for at svare nej. Du kan for eksempel spørge "Har du lyst til at jeg giver dig bind for øjnene?" i stedet for "Jeg giver dig lige bind for øjnene, ikke?"
Samtykke og ligeværdig sex
Når du har sex med andre, er det allervigtigste, at I har lyst til det I laver og til enhver tid kan sige stop. Samtykke er, når dem der har sex, gør det af egen fri vilje og er ligeværdige.
Ligeværdig sex er, at alle parter ved hvad de går ind til, og at de er i stand til at give fuldt samtykke. Hvis man er påvirket af alkohol eller stoffer, kan det være sværere at give eller forstå samtykke. Det er også vigtigt at tale om smittestatus, og at det bliver respekteret hvis en eller flere parter ønsker at benytte beskyttelse.
Husk på at det i udgangspunktet er ulovligt for personer over den seksuelle lavalder (15 år) at have sex med nogen under. En relation vil dog oftest kun blive dømt som ulovlig hvis der er tale om en uligeværdig relation, eller hvis der er stor aldersforskel mellem parterne.
Når grænser bliver overskredet
Det kan være svært at sige fra, mens man har sex. For eksempel fordi man ikke vil skuffe sin partner, eller fordi man ikke vil ødelægge den gode stemning. Men det er vigtigt at huske, at man altid må sige stop. Ingen er forpligtede til at gennemføre sex, heller ikke selvom de lige har sagt ja til det tidligere.
Hvis din partner giver udtryk for at have en ubehagelig oplevelse - enten med kropssprog eller med ord - er det dit ansvar at sikre dig, at personen bliver tryg igen. Du kan for eksempel spørge, om din partner er okay, om I skal stoppe eller holder en pause, eller om I skal lave noget andet. Hverken du eller din partner kan kræve at I gennemfører det, I er i gang med eller har aftalt.
For at skabe et trygt rum hvor det er muligt at sige fra, kan du opfordre din partner til at sige fra, hvis der sker noget, din partner ikke har lyst til. Sig eventuelt "Det er okay, hvis du ikke har lyst alligevel, så stopper vi bare".
Tal eventuelt om, hvad det skete, så I kan blive klogere på hinandens grænser og finde ud af, hvad I har lyst til i stedet. I er dog aldrig forpligtede til at forklare, hvorfor der er noget, I ikke har lyst til.