”Jeg vil hellere have sex uden kondom med en velbehandlet person med hiv, end sex uden kondom med en person, der siger, at han eller hun er hiv-negativ.”
Susan Cowen, læge, Statens Serum Institut
Hvad er hiv?
Hiv er en forkortelse for Human Immundefekt-Virus. Hiv nedbryder det immunforsvar, din krop bruger til at bekæmpe sygdomme med. Hiv regnes i dag ikke som en dødelig sygdom, men som en kronisk infektion, fordi der stadig ikke er mulighed for at blive helbredt. Til gengæld findes der en effektiv behandling, der sænker mængden af hiv i kroppen. Det betyder, at du som velbehandlet ofte kan leve et helt almindeligt liv, ikke kan smitte andre og ikke udvikler aids. At være velbehandlet vil sige, at mængden af virus i blodet er så lav, at man ikke kan måle den. Smitte ved sex mellem personer med vagina er ikke registeret.
Sådan smitter hiv
De fleste bliver smittet med hiv gennem ubeskyttet sex. Hiv skal direkte ind i din blodbane, for at der kan ske overførsel af virus.
Hiv smitter gennem kroppens sekreter: blod, skedesekret, modermælk, sæd og præsæd. Kun disse kropsvæsker indeholder så koncentrerede mængder hiv-virus, at de kan overføre smitte. Det betyder, at hiv kan smitte, hvis du har ubeskyttet analsex eller vaginalsex med en person med penis, eller hvis du har andre former for sex, hvor der er risiko for udveksling af blod, sæd og præsæd. Oralsex kan i meget sjældne tilfælde overføre smitte af hiv for den person, der er den givende.
Hiv overføres ikke gennem spyt, tårer, sved, afføring eller urin.
Personer med vagina smitter meget sjældent hinanden gennem sex.
Nysmittet med hiv
Langt de fleste personer, der smittes med hiv i Danmark, bliver smittet af en nysmittet. Det vil sige af en person, der selv lige er blevet smittet. Som nysmittet er man ekstrem smitsom de første 12 uger efter, at man selv er blevet smittet med HIV. Men de fleste nysmittede ved endnu ikke, at de er smittet med HIV.
Analsex og hiv-smitte
Analsex med en penis er den form for sex, som indebærer størst risiko for smitte. Det er fordi, at slimhinden i endetarmen er skrøbelig og nemt optager væsker, som f.eks. blod, sæd eller præsæd. Den givende (aktive) part er også udsat for smitte ved ubeskyttet analsex. Blod med hiv-smitte fra den modtagende person kan trænge ind i blodet hos den givende gennem slimhinderne i urinrøret og på pikhovedet.
Vaginalsex og hiv-smitte
Vaginalsex med en penis indebærer risiko for smitte med hiv. Slimhinden i skeden optager væsker som blod, skedesekret, sæd og præsæd. Dog skal væskerne direkte ind i blodbanen for at smitte med hiv, eksempelvis gennem rifter i skeden. Hvis der er blod fra en anden person på en dildo eller fingre, kan det også indebære en smitterisiko.
Menstruation og hiv-smitte
Hiv findes også i menstruationsblod og udgør derfor en smitterisiko på lige fod med andet blod.
Oralsex og hiv-smitte
Hiv kan godt smitte ved oralsex, men risikoen er meget mindre end ved anal- og vaginalsex. Du kan nedsætte risikoen yderligere ved at tage de forholdsregler, der er beskrevet nedenunder.
Sådan beskytter du dig mod hiv
Ved analsex og vaginalsex med en penis eller en dildo, som deles mellem partnere, beskytter du dig mod hiv ved at bruge kondom med glidecreme.
Ved oralsex kan du bruge kondom eller slikkelap, hvis du vil være helt sikker. Hvis du undlader at bruge beskyttelse, kan du tage enkle forholdsregler og nedsætte risikoen for at blive smittet med hiv:
Undgå at få skedesekret, sperm og præsperm i munden.
Når du har børstet tænder og brugt tandstikker eller tandtråd, er det en god idé at vente et par timer med ubeskyttet oralsex.
Det er også en god idé at vente et par timer med at børste tænder efter ubeskyttet oralsex.
Undgå oralsex, hvis du lige har været til tandlæge, eller hvis du har blod eller åbne sår i munden.
Du kan nedsætte risikoen for smitte med hiv - og andre sexsygdomme - ved at undgå oralsex, når du har halsbetændelse, tandkødsbetændelse eller voldsom allergi i mund og svælg. Eller bruge beskyttelse, som slikkelap på personer med vagina, og kondom på personer med en penis.
Kontaktopsporing
Det er en god idé at fortælle dine nuværende og tidligere partnere, hvis du bliver testet positiv for hiv.
Hvis du er blevet testet negativ for hiv før din positive test, skal du kontakte personer, du har haft sex med fra 3 måneder før din seneste positive hiv-test. Er du ikke blevet testet for hiv tidligere, plejer man at anbefale, at du går 3-5 år tilbage. Det afhænger selvfølgelig alt sammen af din seksuelle historie.
Hvis din hiv-test er negativ, betyder det, at du ikke er smittet med hiv.
Du kan selv tage kontakt til dine nuværende og tidligere partnere, men du kan også få hjælp med det hos din egen læge eller ved en sexsygdomsklinik. Du kan også kontakte AIDS-Fondets rådgivning og få vejledning om kontaktopsporing.
Hiv og andre sexsygdomme
Har du andre sexsygdomme, er der en større risiko for hiv-smitte
Hvis du er hiv-negativ, stiger din risiko for at blive smittet med hiv, hvis du allerede er smittet med en sexsygdom
Hvis du lever med hiv, og ikke er i behandling, stiger risikoen for, at du smitter dine sexpartnere med hiv, hvis du samtidig er smittet med en sexsygdom
Hvis du lever med hiv og samtidig har hepatitis B eller C, udvikler begge sygdomme sig hurtigere
Symptomer på hiv
Symptomer på hiv kan være helt individuelle og er derfor svære at sige noget generelt om.