Sexlegetøj

Sjov og sikker sex med sexlegetøj kræver at det vedligeholdes, rengøres og opbevares forsvarligt. Noget sexlegetøj kan være ret dyrt, men hvis du passer godt på det, kan det holde i mange år.

Hvad er sexlegetøj?

Der findes mange forskellige former for sexlegetøj: Dildoer og butt plugs, strap-ons, masker og lingerie, vibratorer, brystvorte-klemmer (nipple clamps), piske, snore og reb, harnisker (harnesses) til hele kroppen - og meget mere. Sexlegetøj kan være en dejlig del af sex, både alene og sammen med andre. Prøv dig frem for at finde ud af, hvad du tænder på, og hvilket legetøj, der gør sex bedre for dig.

Som regel er dyrere mærker pengene værd: Billigt sexlegetøj af lav kvalitet kan være svært at vedligeholde og rengøre. Det er en god hovedregel at benytte legetøj til dét, som det er skabt til. For eksempel skal en dildo uden bred bund ikke bruges analt, da analt legetøj altid skal have netop en bred bund, for at forhindre at det kommer for langt op i endetarmen. Husk altid at læse brugsanvisninger og vedligeholdelsesguides grundigt. Hvis du benytter hjemmelavet eller håndlavet sexlegetøj, så sørg for at rengøre legetøjet ud fra hvad der er bedst for det materiale det er lavet af.

 

At dele legetøj

Skal legetøj som eksempelvis dildoer, butt plugs, eller vibratorer deles med andre, så skal du altid sørge for at rengøre legetøjet inden skift fra en person til en anden. Hvis en dildo deles, eller hvis den skal bruges et andet sted på den samme krop, kan I nøjes med at skifte kondom i stedet for at rengøre. Vær opmærksom på, at rengøring med vand og sæbe ikke fuldstændig desinficerer legetøjet - kun kogning sikrer dette, og ikke alt legetøj kan koges.

 

Rengøringsmidler

Der findes rengøringsmidler, som er specielt fremstillede til rengøring af sexlegetøj, men mild, parfumefri shampoo, shower gel eller opvaskemiddel kan bruges til det meste, så længe sæben bliver helt tørret eller vasket af. Glycerin-sæbe og andre sæber uden olier er at foretrække, fordi olier kan ødelægge overfladen på eksempelvis silikonelegetøj. Husk at rengøre dit legetøj efter brug. Det er også en god idé at rengøre legetøjet lige inden brug, da bakterier eller støv kan have sat sig.

 

Hvordan skal jeg opbevare mit sexlegetøj?

Alle former for sexlegetøj og udstyr bør opbevares ved stuetemperatur på et tørt, rent og mørkt sted uden støv eller skarpe ting i nærheden (for eksempel hæfteklammer eller kroge). Silikone, plastik og træ kan fx let få ridser. Det er en god idé at opbevare eksempelvis legetøj af læder og nogle former for silikone i en stofpose. En papæske, kuffert eller skuffe, foret med stof, men med adgang til en smule luft, er et godt sted til opbevaring af sexlegetøj.

 

Hvor køber man sexlegetøj?

Der findes butikker med sexlegetøj i alle større, danske byer, og der findes masser af danske og internationale online-butikker. Nogle hjemmesider garanterer anonymiseret betaling og levering. Det er en god idé at læse om forskellige typer legetøj online eller i bøger og pjecer, før du køber noget, og i sexlegetøjsbutikker kan du ofte tale med ekspedienter om dine ønsker og krav.

 

Særligt om vibratorer

Der findes mange typer vibratorer i et utal af forskellige størrelser og former. Nogle er beregnet til brug uden på kroppen, mens andre er beregnet til penetration, og andre igen er beregnet til begge dele. Fjern batterierne fra vibratorer efter hver brug for at sikre levetiden for både legetøj og batterier. Husk at fjerne alle elektroniske dele fra en vibrator før du rengør den - for eksempel skal du udelukkende koge eller vaske silikone-delen fra en vibrator, og ikke den elektroniske kerne. Lunkent vand og sæbe, eller desinficerende alko-gel kan bruges til nænsomt at rengøre elektroniske dele, hvis de er blevet beskidte. Hvis din vibrator eller andet legetøj får strøm gennem en ledning, skal du også udelukkende bruge et stykke stof med lunkent vand og mild sæbe til rengøring.

 

Materialer:

Silikone

Silikone er et udbredt materiale til sexlegetøj, såsom dildoer, fordi det er formbart og ikke er giftigt. Silikone kommer i mange farver og former, og kan enten være meget blødt eller ret fast. Silikone har den fordel, at det kan koges og dermed desinficeres. Vask først legetøjet med vand og sæbe, og kog det derefter i 3-4 minutter. Silikonelegetøj kan også puttes i opvaskemaskinens øverste etage.

 

Læder

Læder er langtidsholdbart, og det giver sig og bliver blødere med tiden. Læder er dyrt, kræver vedligeholdelse, og er ikke så let at rengøre. Benyt en klud med varmt vand til rengøring - hvis du benytter sæbe, så benyt sæbe til læder, for eksempel saddelsæbe. Husk også at behandle med en smule læderfedt en gang imellem for at vedligeholde læderet. Læder kan aldrig desinficeres helt. Læder skal altid lufttøre, og må ikke tørres på eksempelvis et varmeapparat. Vegansk (fake) læder er et billigt og dyrevenligt, men mindre langtidsholdbart alternativ.

 

Gummi og Latex

Legetøj af gummi, fx gummilagner, er lette at rengøre, er derfor anbefalet til sex hvor væsker, fx blod eller tis, indgår. Nogle harnisker er lavet af cykelslanger, som oftest er lavet af butyl eller Latex. Disse kan let rengøres med vand og mild sæbe. Latex-kostumer skal vaskes i hånden efter brug med mild sæbe, dubbes rene, og derefter lufttørre. Husk at bruge glidecremer der er Latex-kompatible, som fx vand- eller silikonebaseret glidecreme. Hvis du gerne vil have legetøj og kostumer af Latex til at skinne, kan du bruge en Latexspray inden brug. Sprayen kan købes i sexbutikker og online.

 

Stof

Reb, kostumer, lingerie, harnisker eller andet udstyr i stof kan tørres med en klud med vand og sæbe. Hvis det ikke tager skade, kan det med fordel vaskes i hånden eller i vaskemaskinen. Reb der vaskes i maskine skal helst vaskes i en lingerie-pose for at undgå at det filtrer sammen, og må ikke tørretumbles. Reb, der bliver brugt meget og vasket tit, bliver blødt og føles mere glat mod huden. Hvis du skal bruge reb til suspension - altså til at hænge folk op med - skal du for en sikkerheds skyld ikke bruge reb, der er vasket for ofte, da reb bliver slidt af at blive vasket.

 

Rustfrit stål

Stål er et dyrt, men langtidsholdbart materiale. Dildoer af stål er glatte, tunge og deres temperatur kan tilpasses - for eksempel kan stål fryses ned eller varmes op afhængigt af, hvad du har lyst til. Stål rengøres let ved at vaske det i mild sæbe og lunkent vand, og små dele af stål kan rengøres med en ren, vådt stykke stof med sæbevand. Rustfrit stål kan også koges. Nogle former for metal kan også let rengøres med citronsaft. Stål skal altid være helt tørt før det pakkes væk.

 

Plastik

Legetøj af hård plastik er oftest billigt og slidstærkt. Plastik kan som regel ikke koges, men skal derimod rengøres i sæbevand. Vær opmærksom på, at legetøj af plastik let kan få ridser, som kan være svære at rengøre.

 

Glas

Legetøj af glas behøver kun en smule glidecreme, da det ikke absorberer cremen. Glas er, ligesom stål, modtageligt overfor kulde og varme. Vær opmærksom på at glas-, akryl- og lucite-legetøj ikke kan koges, men at legetøj af Pyrex godt kan koges. Glas er let at rengøre grundigt i vand og sæbe.

 

Træ

Legetøj af træ får let ridser og skader, og skal helst være slebet og behandlet med en ikke-giftig lak. Sexlegetøj i træ kan ikke rengøres fuldstændig, men kan som regel vaskes blidt med vand og en smule sæbe. Hvordan det skal rengøres afhænger af hvad træet er behandlet med - olie eller lak, for eksempel. Følg altid brugsanvisningen for rengøring og vedligeholdelse nøje. Træ er hverken koldt eller varmt, og det er et middelhårdt og naturligt materiale. Legetøj i træ er unikt, og hvis du behandler og vedligeholder det ordentligt, kan det holde meget længe.