HPV er et virus, der smitter nemt ved sex, også blandt kvinder, der har sex med kvinder. I meget sjældne tilfælde kan HPV virus forårsage celleforandringer, livmoderhalskræft og andre kræftformer, som fx analkræft og hoved-halskræft. HPV-vaccinen beskytter mod alle former for HPV-relateret kræft.
Hvad er HPV?
HPV er en virus, der smitter meget nemt ved seksuel kontakt. Derfor bliver langt de fleste seksuelt aktive smittet med HPV i løbet af livet. Der er mange typer af HPV. De hyppigste er HPV type 6, 11 ,16 og 18. Type 6 og 11 giver synlige kønsvorter, som du kan læse mere om her. Type 16 og 18 giver ingen symptomer og vil som regel cleare sig selv efter 8-12 måneder. Det betyder, at kroppen selv bekæmper virus.
Når HPV bliver kronisk
I sjældne tilfælde bliver HPV-infektionen kronisk. En kronisk HPV-infektion med type 16 eller 18 kan forårsage celleforandringer i livmoderhalsen, endetarmen, munden og halsen. I alvorlige tilfælde kan celleforandringerne udvikle sig til kræft, blandt andet livmoderhalskræft. I sjældnere tilfælde kan man også få celleforandringer og kræft i skeden, penis, endetarm samt i munden og halsen.
Screening for livmoderhalskræft
Screeninger for celleforandringer og livmoderhalskræft er et tilbud til alle kvinder i Danmark. Du bliver indkaldt til screening hvert tredje år, fra du er 23 – 49 år, og hvert femte år fra du er 50-64 år. Du skal deltage i screeningerne, også hvis du kun har sex med kvinder eller personer med en vagina. Nogle sundhedsmedarbejdere tror fejlagtigt, at HPV ikke smitter ved sex mellem kvinder eller personer med vagina. Men dette er ikke korrekt. HPV smitter ved seksuel kontakt mellem alle køn. Hvis du har en vagina og en livmoder, og har juridisk køn som mand, skal du selv huske at booke en tid til screening regelmæssigt. Celleforandringer kan være forstadier til kræft, men husk at forstadier ikke er kræft. Hvis du har celleforandringer, vil du blive indkaldt til hyppige kontroller og blive tilbudt en behandling for at forhindre, at de udvikler sig til livmoderhalskræft.
HPV-vaccination
Den bedste måde, du kan beskytte dig mod HPV og relaterede kræftformer, er ved at blive vaccineret. Vaccinen er en del af børnevaccinationsprogrammet for personer der er tildelt kønnet kvinde ved fødslen. Hvis du er voksen og overvejer at få vaccinen, kan du blive vejledt hos din egen læge. Du skal være opmærksom på, at du selv skal betale for vaccinen, hvis du ikke får den som en del af børnevaccinationsprogrammet.
Hvordan smitter HPV?
HPV smitter nemt ved hudkontakt og kontakt mellem slimhinder. Dine slimhinder sidder blandt andet i urinrøret, i røven og i munden.
HPV smitter primært ved penetrationssex, men kan også smitte ved oralsex, ved brug af samme sexlegetøj, eller ved fingersex - for eksempel hvis du først rører ved din sexpartners kønsorganer, og bagefter ved dig selv. HPV kan sandsynligvis også smitte fra mund til mund, og fra mund til kønsorgan, og mund til røv, og omvendt.
Hvis du har haft en HPV-infektion, og din krop har bekæmpet infektionen, kan du godt blive smittet med HPV igen.
Hvordan beskytter du dig mod HPV?
Du er bedst beskyttet, hvis du er vaccineret mod HPV, inden du har sex med andre personer. Du kan også blive vaccineret senere i livet. Hvis overvejer dette, skal du kontakte din læge for vejledning. Derudover beskytter du dig mod HPV ved at sørge for, at der ikke er direkte hudkontakt mellem jeres kønsorganer, og at dine sekreter ikke kommer i kontakt med dine partneres slimhinder og omvendt.
Ved penetrationssex med en penis kan I bruge kondom og glidecreme. Hvis I er flere, der deler samme dildo, kan I gøre forskellige ting for at nedsætte risiko for smitte: Enten kan I vaske dildoen grundigt med varmt vand og sæbe ved partnerskifte, eller også kan I skifte kondom på dildoen.
Ved finger- og håndsex kan I sørge for, at sekret fra en person ikke kommer i kontakt med andres slimhinder i urinrøret, skeden eller røven. Sørg for at vaske hænder eller brug nye handsker ved partnerskifte. Hvis I ikke har adgang til handsker, kan I prøve jer frem med et kondom på fingrene.
Ved oralsex og rimming kan du bruge en slikkelap for at forhindre overførsel af HPV fra kønsorgan eller røv til mund og hals eller omvendt. HPV smitter meget let, og det er derfor svært at beskytte sig fuldstændig. Virus sidder ofte på kønslæberne, omkring urinrøret, i mellemkødet, i røven, i munden og i halsen - især ved tungeroden og i mandlerne. Derfor kan kondom og slikkelap ikke altid beskytte fuldt ud, da de ikke dækker alle steder.
Symptomer på HPV
En HPV-infektion kan være i kroppen i årevis uden symptomer. Får du konstateret HPV, kan du derfor ikke vide, hvornår eller af hvem du er blevet smittet.
HPV type 6 og 11 giver synlige kønsvorter, som du kan få behandlet hos lægen. Læs mere om det her. HPV type 16 og 18 giver ingen symptomer med mindre de udvikler sig til celleforandringer.
Test for HPV
En blodprøve kan vise, om du er smittet med HPV type 16 eller 18. Du kan blive testet for HPV-relaterede celleforandringer hos din læge.
Behandling af HPV
Der findes ingen behandling af HPV. Derfor anbefales det, at du bliver vaccineret. Der findes dog behandlinger for de kønsvorter, som skyldes HPV type 6 og 11, se mere her. Der findes også forskellige former for behandling af celleforandringer, som du kan læse mere om her.
HPV vaccine
Det er vigtigt, at du deltager i screening for livmoderhalskræft, selv om du er vaccineret mod HPV. Vaccinen beskytter udelukkende mod de 2 hyppigste typer af HPV: Type 16 og 18. Selvom du er vaccineret, kan du altså stadig godt blive smittet med andre typer af HPV, som fx giver kønsvorter.
HPV og KSK
HPV- også de typer, der kan give kønsvorter - er en af de sexsygdomme, der smitter nemmest mellem kvinder eller personer med en vagina. Det skyldes, at HPV smitter ved hudkontakt - i modsætning til de sexsygdomme, der kun smitter ved slimhindekontakt.
Det er vigtigt at følge screeningsprogrammet for livmoderhalskræft, også selvom du kun har sex med kvinder eller personer med vagina.