Hepatitis A er en leversygdom, der smitter seksuelt ved rimming og analsex. Den smitter sjældent kvinder gennem sex med en anden kvinde /person med vagina. Den bedste beskyttelse er mod hepatitis A er vaccination.
Hvad er hepatitis A?
Hepatitis kaldes også smitsom leverbetændelse. Der findes tre forskellige hepatitisvira: A, B og C. Alle former for hepatitis er smitsomme leversygdomme, der kan smitte ved sex.
Hvordan smitter hepatitis A?
Hepatitis A smitter seksuelt gennem afføring til mund, eksempelvis ved rimming. Du kan dog også blive smittet gennem afføring til blod, eksempelvis ved ubeskyttet analsex med en penis eller med fingre, hvor der er en rift.
Hepatitis A smitter derudover gennem mad og drikkevarer, der er forurenet af afføring fra en person med hepatitis A.
Smitsomheden er størst i perioden lige inden, man får symptomer. En uge efter at symptomer på hepatitis A opstår, vil mange ikke længere være smitsomme.
Hvordan beskytter du dig mod hepatitis A?
Den bedste beskyttelse mod hepatitis A er at blive vaccineret. Vaccinen kan fås hos din læge og koster ca. 500 kr.
Derudover kan du og dine partnere vaske jer analt med intimsæbe og eventuelt skylle ud inden analsex. I kan også bruge slikkelap ved rimming og kondom med glidecreme ved analsex med fingre, en dildo eller en penis.
Symptomer på hepatitis A
Både hepatitis A, B og C kan give madlede, kvalme, let feber og muskel- og ledsmerter. Derudover kan huden og det hvide i øjnene få en gullig farve, og urinen kan blive mørkere og afføringen lysere.
Hepatitis A er den mildeste af leversygdommene. Mange får ingen symptomer og opdager ikke, at de er smittede. Eventuelle symptomer kan være meget ubehagelige og vil typisk opstå 10-40 dage efter smittetidspunktet. De fleste bliver raske i løbet af et par uger, men der kan også gå 1-2 måneder, inden sygdommen går over.
Test for hepatitis A
Lægen undersøger dig for hepatitis A ved en blodprøve. Du kan blive testet 2-6 uger efter potentiel smitte.
Behandling af hepatitis A
Der findes ingen behandling af hepatitis A. Har du en stærk mistanke om, at du er smittet med hepatitis A, kan din læge give dig en indsprøjtning med antistoffet gammaglobulin, inden sygdommen bryder ud. Det vil mildne et eventuet sygdomsudbrud. Du kan ikke få hepatitis A igen, idet infektion efterlader livslang immunitet.