Hvad er oralsex?
Sex, hvor du bruger din tunge eller dine læber til at stimulere klitoris, glans, dildoer, fingre, brystvorter, røven eller andre kropsdele, er oralsex. Du kan slikke, kysse, bide, suge og sutte overalt på kroppen, hvilket både kan føles skønt for den, der bruger munden og for den, hvis krop bliver stimuleret. For mange er oralsex en central del af sex, som kan skabe intimitet og stor seksuel nydelse.
Hvorfor er oralsex godt?
Munden, læberne og tungen er følsomme kropsdele med masser af nerver. Ved oralsex får du mange sanseindtryk, fordi både smagssansen, lugtesansen og synssansen stimuleres. Du kan udforske dine partneres kroppe og samtidig give dem en dejlig oplevelse. Tungen og slimhinderne i munden er nemlig elastiske, våde, glatte og varme, hvilket kan føles rigtig dejligt på genitalier og andre følsomme steder. Oralsex kan kombineres med andre former for sex, for eksempel penetration af vagina eller røven.
Hvordan kan det gøres?
Der er ikke én rigtig måde at have oralsex på. Nogle kan lide blid stimulering, hvor du slikker eller nipper lidt med læberne, mens andre foretrækker bid og stød med tungen. Hvad du foretrækker, at andre gør ved din krop, kan også sagtens skifte afhængigt af situationen og under sex. Det kan være en god idé at starte blidt og så gradvist gøre tempo og bevægelser mere voldsomme. Især når du slikker vagina, vulva, klitoris, glans, røven eller brystvorter kan variation i tempo, tryk og bevægelsesmønster føles dejligt i starten. Derefter vil du måske mærke eller få at vide, at din partner er særlig vild med en bestemt bevægelse. Så er det en god idé at gentage denne bevægelse igen og igen.
Klitorishovedet er særligt følsomt, og for mange føles det bedst, hvis det kun stimuleres en lille smule eller ganske blidt i begyndelsen og efterfølgende mere direkte og hårdere. Alle kroppe og præferencer er forskellige, og mens nogle elsker direkte og intens klitorisstimulering under oralsex, foretrækker andre at selve klitorishovedet slet ikke berøres. For mange er stimulering af hele vagina og vulva lige så vigtigt som stimulering af klitorishovedet.
Lyt til kroppen
Det kan være svært at aflæse hinandens signaler ved oralsex, så det er vigtigt, at du lytter til din partners lyde og kropssprog og også selv giver udtryk for, hvad du har lyst til. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det er dejligt for din partner, så stop op og spørg. Fordi vi lever i et samfund, som fortæller os at vagina, vulva og røven er skamfulde, er det særlig vigtigt at lytte til din partner og sammen sørge for at oralsex bliver en positiv og sexet oplevelse for jer. Det kan være en god idé at fortælle din partner, hvor lækker eller velsmagende du synes, at hun er for at hjælpe hende til at slappe af. Når du selv bliver slikket, er din vigtigste opgave at slappe af, trække vejret, nyde det og fortælle, hvad du gerne vil have.
Hvilke stillinger er gode ved oralsex?
Der findes mange forskellige stillinger, som kan være dejlige under oralsex. For eksempel kan den, der bliver slikket, både ligge på ryggen med spredte ben, ligge på alle fire, stå op eller sidde hen over ansigtet på den person, der slikker. Lige meget hvilke stillinger, som I benytter jer af, kan I skifte, hvis det bliver ukomfortabelt for en af jer. Brug hovedet, hænder og resten af kroppen til at stabilisere jer selv, så ingen får ondt i nakke, skuldre eller ben. Puder og andre hjælpemidler kan være gode til at stabilisere og støtte. Husk i øvrigt at være opmærksom på piercinger i genitalier, tungen eller læberne, så de ikke generer, men derimod bliver en dejlig del af sex.