Overgreb og voldtægt

Voldtægt og seksuelle overgreb kan se ud på mange forskellige måder, og personen som udfører overgrebet kan både være en fremmed, eller en person du har et tæt forhold til. Ingen andre end dig selv kan definere om du er blevet udsat for et overgreb eller en voldtægt.

Hvad er et seksuelt overgreb?

Kort sagt: Hvis du føler, at det var et overgreb, så var det overgreb. Hvis du føler at noget har været forkert og at en person har overtrådt dine grænser uden dit samtykke, så har du været udsat for et overgreb. Overgreb kan for eksempel være en kæreste, der har sex med dig, mens du sover eller en person, der klapper dig i røven uden at have fået lov. Det kan også være at en person deler nøgenbilleder af dig med sine venner uden dit samtykke, eller at du er blevet presset til at have en bestemt type sex selvom du ikke havde lyst. Overgreb kan også være psykiske: for eksempel trusler om voldtægt og vold, eller kontrollerende adfærd.

Nogle tror, at kvinder ikke kan udføre seksuelle overgreb eller voldtægter, men det er helt forkert. Overgreb bliver begået af personer af alle køn, mod personer af alle køn. Det vil sige at du også som kvinde eller queer skal være opmærksom på, at du aldrig må overskride andres grænser uden deres samtykke. Det er også vigtigt at du træner dig i at lægge mærke til når andre overskrider dine grænser, også selvom de måske ikke har det køn eller den seksuelle orientering samfundet normalt forbinder med personer der udfører overgreb.

Nogle siger fra eller gør fysisk modstand hvis de bliver udsat for et overgreb, men selv hvis du ikke har gjort nogen form for modstand, er et overgreb stadig et overgreb hvis det føles sådan for dig. For mange er det en overlevelsesstrategi eller en chok-reaktion ikke at gøre modstand eller sige fra, og det ændrer ikke på, at du har været udsat for et overgreb

Selvom det er et fælles ansvar at skabe et intimt og trygt rum når man har sex med ligeværdige partnere, betyder det ikke, at du nogensinde selv kan være skyld i, at du bliver udsat for et overgreb eller en voldtægt. Det er også ligegyldigt om du er fuld, har flirtet, først har sagt ’ja’ og derefter ’nej’ eller noget fjerde; Hvis du bliver udsat for et overgreb er det aldrig din skyld, uanset hvilken relation du har til den, der begår overgrebet, eller hvad der er sket mellem jer før og efter overgrebet .

 

Råd til hvordan du kan få hjælp efter et overgreb

Det er vigtigt, at du får hjælp, hvis du har været udsat for et seksuelt overgreb, fordi det kan være hårdt både psykisk og fysisk. Støtte kan komme fra mange forskellige steder. Det kan være familie, venner, kærester, egen læge eller et af landets 10 centre for voldtægtsofre. De fleste centre har døgnåbent. Hvis du henvender dig til et center for voldtægtsofre, kan det måske være mere trygt, hvis du har en ven eller et familiemedlem med.

Centrene tilbyder anonym og gratis hjælp uafhængigt af, om du vælger at anmelde overgrebet til politiet. Centrene kan henvise dig til en psykolog eller socialrådgiver, og desuden forebygge og behandle eventuel smitte med sexsygdomme eller graviditet. Centrene kan også sikre spor til politiarbejdet og hjælpe med anmeldelsen, både hvis du vil anmelde nu eller senere.

Mange kan have lyst til at vaske sig eller smide deres tøj væk, når de har været udsat for et seksuelt overgreb. Det er bedst, hvis du kan undgå at gå i bad eller smide dit tøj væk, da det kan være vigtigt for politiets arbejde.

Har du ikke lyst til at henvende dig til centrene eller anmelde overgrebet til politiet, kan det være en rigtig god idé at snakke med venner eller familie, så du ikke går alene rundt med oplevelsen.

 

Råd til dig, der gerne vil have sex, og som har været udsat for seksuelle overgreb

Hvis du har været udsat for seksuelle overgreb, er det vigtigt at du og dine partnere er ekstra opmærksomme på at skabe trygge og behagelige forhold at have sex og intime relationer i. Seksuelle overgreb og voldtægt er ikke sex; de er vold. Vold er ubehageligt og ødelæggende, mens sex kan være dejligt og nydelsesfuldt. Det kan dog være svært for nogle at føle sig klar til sex efter et seksuelt overgreb. Her er et par gode råd til dig, der har været udsat for seksuelle overgreb, og som ønsker at have sex:

1: Søg støtte

At dele dine tanker, følelser og bekymringer med venner, partnere, terapeuter eller familie er det første skridt mod at hele de traumer du har været udsat for. Hvis du skal have sex med nogen, kan det også være en god idé at tale med dem om overgrebet på en eller anden måde. Det kan for eksempel være at fortælle personen om overgrebet og at aftale  at gå stille og roligt frem. Du er dog aldrig forpligtet til at fortælle detaljer som du ikke har lyst til at dele.

2: Vær sensuel eller seksuel alene

Øv dig i at slappe af og være tilstede i din krop. Dette kan hjælpe dig til at opnå en følelse af kontrol over din egen krop. Prøv dig frem med meditation, sport, varme bade, vejrtrækningsøvelser, og onani. For at du kan være seksuel sammen med andre, kan det være dejligt at øve dig i at være seksuel med dig selv, og sætte pris på din krop. Det er vigtigt at du får opbygget positive tanker og oplevelser om sex efter overgrebet, hvis du gerne vil have sex med andre.

3: Tænk over mål og grænser

Det kan være rigtig svært at vide hvad du har lyst til seksuelt efter et overgreb. Det er helt fint at være forvirret og have forskellige tanker om, hvad du kunne tænke dig i fremtiden. En god idé kan være at tænke over kortsigtede mål, og at sætte grænser. Et mål kan for eksempel være at du indenfor 6 måneder skal føle dig godt tilpas med at onanere. Det kan også være mere abstrakt, for eksempel at du vil elske din krop. En grænsekan være at du beslutter dig for at du ikke vil kysse med nogen første gang du møder dem, eller at du ikke vil være påvirket af alkohol mens du har sex. Det kan også være at du ikke vil have sex overhovedet før om lang tid. Præcis hvilke mål og grænser du sætter for dig selv, er helt op til dig, og du kan ændre dem lige når du vil.

 

Råd til dig, der har sex med en der har været udsat for seksuelle overgreb

Hvis du har seksuelle relationer til en person der har været udsat for seksuelle overgreb, er det særlig vigtigt at du er opmærksom på personens behov og grænser. Husk også, at du ikke kan vide, om en person, som du har sex med, har været udsat for seksuelle overgreb, og at du ikke har krav på at vide det. Her er et par gode råd til dig, der har seksuelle relationer realtioner til personer der har været udsat for seksuelle overgreb: Husk, at en person sagtens kan have lyst til at have sex med dig, men ikke nødvendigvis være klar til at have sex. Husk også, at du ikke kan vide, om en person du har sex med har været udsat for seksuelle overgreb, og at du ikke har krav på at vide det. Her er et par gode råd til dig, der har seksuelle relationer realtioner til personer der har været udsat for seksuelle overgreb:

1. Lyt

Det vigtigste du kan gøre er at lytte. Giv udtryk for at du gerne vil støtte og lytte til personen og deres behov. Hvis I skal til at have sex, kan du for eksempel sige at du løbende vil tjekke ind og spørge, om den aktivitet eller bevægelse, I laver nu, er dejlig for din partner. Det er også en god ide at sørge for at detaljerne omkring sex er optimale – for eksempel at lys og temperatur er sådan, som din partner foretrækker det.

Hvis din partner har lyst til og behov for at fortælle om sin oplevelse med seksuelle overgreb er det utrolig vigtigt, at du tror fuldt og fast på personens version af virkeligheden og bekræfter overfor personen, at det er en forfærdelig oplevelse, som de har været udsat for. Det er også vigtigt, at du giver plads til at din partner kan være ked af det, også under sex, og at du ikke forsøger at ’ordne’ din partners traume.  

2. Vær fleksibel

Det kan sagtens ske, at du og din partner er i gang med en seksuel aktivitet, og at personen så pludselig ikke har lyst alligevel. Som i alle andre seksuelle relationer må du være forberedt på, at sex ikke altid kan blive, som du har lyst til, og at dine behov ikke betyder mere end din partners. Giv udtryk for at du er helt ok med at stoppe eller skifte aktivitet når som helst. I kan eventuelt aftale at have en anden ikke-seksuel aktivitet, som I kan skifte til, hvis sex pludselig ikke længere er dejligt for din partner. Det kan for eksempel være at se en god film, at massere hinanden eller at spille et spil.

3. Vær bekræftende

Du kan gøre meget for at sex og intimitet bliver en positiv oplevelse og noget, som I gør udelukkende fordi, at I har lyst. Gør det klart, at du finder din partner tiltrækkende og sexet. Gør det også klart for din partner, at du ikke har nogle bestemte forventninger til, hvilken type sex I skal have og sørg for at skabe en seksuel stemning, der er mere rettet mod nydelse og intimitet end mod præstation og perfekt sex.