Herpes

Herpes er et virus, der både kan give forkølelsessår og små smertefulde sår på kønsdelene. Herpes er hyppig blandt kvinder, der har sex med kvinder.

Hvad er herpes?

Herpes ved kønsdelene er en livslang virusinfektion kaldet Herpes Simplex-Virus (HSV). Du kan være smittet med herpes type 1 eller type 2. Når herpes forekommer ved munden, er det ofte type 1, herpes labialis, som også kaldes forkølelsessår. Ved kønsdelene er det ofte type 2, herpes genitalis.

Herpes type 1 kan også smitte fra mund til kønsdelene. Dette sker ofte for kvinder, der har sex med kvinder.

 

Hvordan smitter herpes?

Herpes smitter meget nemt. Virus kan overføres både ved hudkontakt og direkte kontakt mellem slimhinder. Dine slimhinder sidder blandt andet i urinrøret, i vagina, i røven og i munden.

Herpes smitter både ved penetrationssex, ved oralsex, ved brug af samme sexlegetøj og ved fingersex - for eksempel hvis du først rører ved det sted, hvor din partner har et herpesudbrud og bagefter ved dig selv. Herpes som forkølelsessår kan også smitte ved kys. Hvis du selv har herpes, kan du ved berøring af dit herpessår bringe smitten videre til andre steder på din krop.

 

Hvordan beskytter du dig mod herpes?

Under et herpesudbrud er det angrebne sted meget smitsomt. Du undgår bedst smitte ved at vente med at dyrke sex, indtil herpessåret er helet, særligt hvis såret sidder på dine kønsorganer eller i røven. Alternativt kan du være påpasselig med ikke at røre ved det område, hvor herpesudbruddet er. 

Ved penetrationssex med en penis kan I bruge kondom og glidecreme. Hvis I er flere, der deler samme dildo, kan I gøre forskellige ting for at nedsætte risiko for smitte: Enten kan I vaske dildoen grundigt med varmt vand og sæbe ved partnerskifte, eller også kan I skifte kondom på dildoen.

Ved finger- og håndsex kan I sørge for, at ikke at røre ved et herpessår. Sørg for at vaske hænder eller brug nye handsker ved partnerskifte. Hvis I ikke har adgang til handsker, kan I prøve jer frem med et kondom på fingrene.

Ved oralsex og rimming kan du bruge en slikkelap for at nedsætte risiko for overførsel af herpes fra munden til vagina, penis eller røv. Hvis du har et forkølelsessår, er det en god idé at vente med at give oralsex. Herpes smitter meget let, og det er svært at beskytte sig, da en slikkelap ikke dækker alle steder.

 

Symptomer på herpes

Symptomerne fra herpes er værst ved det første udbrud. Det kan være feber, hovedpine og muskelsmerter. Herefter vil et begyndende udbrud mærkes som en prikken og stikken på det sted, hvor du er smittet, for eksempel i vagina, på penis eller analt. Efter nogle dage fremkommer enten en eller flere små blærer, som udvikler sig til sår. Et udbrud kommer typisk på det sted, hvor du blev smittet og varer 7-10 dage.

Når du først er smittet med herpes type 1 eller 2, er tilstanden kronisk. Mange oplever tilbagevendende herpesudbrud. For de fleste går der længere og længere tid imellem hvert udbrud, og mange oplever, at virus til sidst brænder ud. Det betyder, at du ikke får flere symptomer.

Personer med svækket immunforsvar kan opleve forstærkede herpesinfektioner med større og længerevarende sårdannelser. I sjældne tilfælde kan herpes også sprede sig til mund, næse, spiserør og tarmsystem.

 

Test for herpes

Ved mistanke om herpes undersøger lægen dig for blærer, rødmen og sår, både ved munden, på kønsdelene og i røven. En blodprøve kan også vise, om du har herpes. Du kan blive testet enten hos din egen læge eller på en sexsygdomsklinik.

 

Behandling af herpes

Herpes kan ikke helbredes. Er du en gang smittet, forbliver virus i din krop resten af livet. Du kan dog forebygge og forkorte herpesudbrud med en salve.

Salven skal benyttes, så snart du mærker en prikken og stikken på et sted, hvor der tidligere har været herpesudbrud. Er du hårdt ramt af herpes, kan din læge udskrive medicin, som forebygger og forkorter herpesudbrudene. Den mindsker også risikoen for, at du smitter din partner. Vær opmærksom på, at man ikke kan bruge samme salve mod herpes ved munden, som den man bruger mod herpes på kønsdele og i røven.

Herpes

Herpes ved munden kaldes også for forkølelsessår

Forkølelsessår kan smitte til kønsorganerne og røven

80% af befolkningen i Danmark har antistoffer mod herpes. Det betyder, at man har været smittet med herpes på et tidspunkt. Mange ved ikke at de har herpes, enten fordi de ikke har symptomer, eller også fordi virus brænder ud med tiden